Søndag den 15. august 2004

Buure Brunch

Berggasthaus Hintere Wasserfallen

Referat indsendt af Kate og Klaus Nissen Møller.

Reigoldswil er en mindre by ca. 30 km fra Basel og her fører den eneste svævebane i Nordvestschweiz op til Vandfaldene til ca. 1160 meters højde. Området er et af de mest besøgte vandre- og udflugtssteder i regionen. I følge turistinformationer kan man i godt vejr se helt til alperne bl.a. Mont Blanc.

Vi var 11 deltagere, der mødtes ved Berggasthaus Hintere Wasserfallen kl. 10.00 en søndag formiddag i det dejligste solskinsvejr. Nogen havde taget svævebanen op, heriblandt os der nød godt af en velvillig indstilling fra svævebanepersonalets side, da vi med to voksne, en baby og en barnevogn optog to kabiner - så selv for småbørnsfamilier kan turen anbefales. Fra svævebanen nyder man en pragtfuld udsigt over Frenkendalen, turen tager ca. 15 min. Andre var vandret turen op for at øge appetitten til brunchen.

En god og solid Buure-Brunch på restaurantens terrasse med alt hvad dertil hører af spejlæg, røsti, oste, skinke, juice og selvfølgelig den meget vigtige kaffe var formiddagens højdepunkt! Herefter gik turen ned ad igen til Reigoldswil. De mere vovede tog nedturen på de såkaldte ”Trottinett”, som er et løbehjul med store hjul, der kan give en god hastighed. Andre vandrede turen ned, og dette tager ca. 1 time. Vejen løber meget smukt gennem skov og eng. Udflugten blev afsluttet med en øl på et Gasthaus i Reigoldswil.