Rolf og jeg sad i denne hyggelige „kro“ eller Straussenwirtschaft, som stedet kaldes, hvor den første vin og efterårets kulinariske glæder bliver serveret i nabolandet.
Da vi tog hjemmefra var vejret lidt trist, og det kunne se ud til regn. Pyt, frisk luft er godt, og en spadseretur, som den vi tog fra den schweiziske side fra Riehen, gjorde godt. Restauranten var igen som sidste år fyldt op til sidste plads, men det generede os bestemt ikke at kunne smage den nye vin under vinrankerne og taget på terrassen.
Vi talte vore tyske mønter (de skal jo helst væk før euroen kommer!), og vi havde helt nøjagtigt DM 34.55 og en dansk 10-øre. Da mødestedet jo var i Lörrach på den tyske side, kunne det måske være, at arrangementet pga. vejret, havde afholdt medlemmerne for at deltage. Vi mindedes arrangementet på samme tid og sted sidste år, hvor vi kom med korte bukser, og det var dejligt varmt på plænen udenfor. Så vi studerede menukortet: åh alle de herlige ting vi kunne få: Griebeschmalz im Häfeli, Grumbiereschnitzli mit Suurrahm, Wiibergschnägge im Pfännli osv. Vi valgte Flammewaie mit Chäs, Rahm und Speck, som senere alle fik del i og klubkassen sørme betalte! Hjertelig tak for det. Så dukkede der 11 andre, der havde trodset regnbygerne, op i godt humør, og kanderne med „neue Wii“ kom frem. Det var hyggeligt.
Tak til Lotte med familien for et godt initiativ.
Agnethe.