Traditionen tro afholder Klubben hvert år i august sin vandre-weekend – således også i år! Denne gang gik turen østpå til Appenzell og Säntis-regionen, det lød jo lovende! En hård kerne havde i Juni recognoseret ruten, så nu gjaldt det altså os – fodfolket..
Vi mødtes i Appenzell lørdag formiddag 30.august – i alt 18 medlemmer af blandet køn samt ditto aldersfordeling, og der var heldigvis et par nye ansigter – kun Kari Anne havde meldt afbud. Vi var velforberedte på al slags vejr velvidende, at den længste sommer i mands minde nu var slut samt, at den længe ventede regn sikkert ville dominere weekenden.
Agnethe bød velkommen med lidt for-orientering, og ca. kl. 1000 satte vi os i bevægelse. Vi kom af sted i tørvejr, og højt over Appenzell holdt vi prustende rast på Himmelberg med et glas vin samt miniboller. Himlen så godt nok truende ud, og alligevel ramte bygen os uforberedte. Vi pakkede i hast og begav os på den videre færd til næste station: Bad Gonten i silende regn, hvor vi ankom i spredt formation og drivende våde.
Indenfor i varmen manglede det ikke på appetit og livslyst – selv klubbens kampsang blev afsunget. Vi spiste individuelt, og alle blev mætte, selvom tøjet dampede, og fødderne skvulpede i støvlerne.
Efter godt en times ophold gjorde vi klar til afgang, og den våde oppakning blev slængt på ryggene. 2 af de ældre piger ville godt spare på kræfterne til næste dag, så de rejste separat med tog og sejlbane til vort bestemmelsessted – for nu skulle vi op i højderne!
Regnen havde løjet noget af, så vi kunne få et indtryk af den fantastisk flotte natur med utallige højdedrag samt dybe dale, og det var grønt – så langt øjet rakte – græsmarker med gumlende køer afbrudt af skovbælter og vandløb, vi følte os virkelig ude i den vilde natur.
Næste stop var ved Kaubad, og skyerne lettede! Kirsten bød på en hybenkradser – et fluidum bestående af lakridsbolsjer opblødt i vodka, og den havde den ønskede virkning, så vi kunne klare den sidste etape op til Scheidegg, men det var for flere en drøj omgang.
Scheidegg ligger på 1350 m på samme ryg som Kronberg og med en fabelagtig udsigt til Säntis-massivet og op til Kronberg samt ud over det kuperede landskab mod vest. Solen var nu igennem, og stemningen steg.
Vi fik anvist vor sovesal, som vi skulle dele med et andet hold, og Agnete samlede os igen og fortalte om Appenzell-regionen – spisning blev sat til kl. 1900.
I aftensolen nød vi den flotte stemning på vort plateau og samledes langsomt i restauranten. Klubkassen spenderede en runde, og vi kvitterede med: Vi skåler.........
Menuen bød på suppe, salat samt Zürcher-geschnetzelte med friske grøntsager samt hjemmelavet rösti, og der var rigeligt –3.gange gik fadene rundt alt imens, der blev skålet og grinet. Glemt var al det sure vejr fra opstigningen – vi var jo heltene nu!
Til kaffen blev der delt sangtekster rundt, og de handlede meget om øl. Kirsten læste en morsom tekst, så vi måtte lukke af ind til andre gæster (som jo alligevel ikke forstod noget) – men som måske blev forstyrret i deres spisning – og den var vist ikke helt stueren.
Langsomt sivede folk væk til deres natkvarter, men vi var da nogle hårdnakkede, som traditionen tro holdt ud med Urs som “natklubbens sidste gæst“. Det blev en „majet“ hyggelig aften, hvor alle fik luft for, hvad de havde på hjerte – og specielt blev vore nye venner: Thorkild, Mette og Søren integreret i klubben.
Søndag morgen i silende regn.
Der havde været forventning om vejrbedring, men et kig udenfor tydede mest
på heldagsregn. Heldigvis var vi jo nu veteraner og tog vor skæbne med fatning.
Natten havde været varm og bestemt ikke lydløs. Allerede ved syvtiden var de fleste på benene i forskellige stadier af morgentoilette og pakning.
Christian forlod os tidligt om morgenen - alene, og Agnete ville gerne, at vi forlod Scheidegg senest kl. 0900, så vi samledes fine og nypudsede til morgenbordet i god tid.
Der var mulighed for 2 tur-varianter om formiddagen: den lange over Kronberg samt en kortere rute over Ahorn kapellet til Lehmen, hvor vi skulle spise middag. En 6-mands gruppe valgte den barske tur og forsvandt opad i regntågen, og de resterende påbegyndte nedstigningen på de stejle skråninger over imod Säntis.
Det blev en temmelig våd affære, hvor svulmende bække samt opblødte kokasser stillede store krav til deltagerne – heldigvis havde vi god tid, og vi kunne konstatere – selv i regntågen, at Säntis havde fået et lag sne i nattens løb, hvor temperaturen var sunket mærkbart Vi nåede møjsommeligt frem til Lehmen ved middagstid i god tid før de „barske“ og fik skiftetøjet frem.
Nu, hvor vi residerede indendørs, viste solen sig igen, og da vi var blevet fuldtallige og bænket ved spisebordet, var himlen blå!!!!
Appetitten var igen blevet skærpet af strabadserne: mixed salat, mørbrad m/nudler gav os brandstof til næste etape, og vi hyggede os en god time, indtil det var tid til afgang.
Endnu inden, vi fik afregnet, skyllede regnen ned igen – men nu skulle det sidste stræk bare overstås - og så finde bilen!
Efter en god times gang i rimeligt bekvemt terræn øjnede vi så Appenzell, og vi holdt et sidste hvil på en afsats over byen til et glas af Kirstens „special“ – i opholdsvejr! Jeg hørte kun om én vabel men meget om våde fødder.
På torvet i en restaurant i Appenzell bød klubben på et sidste glas, og så var der afsked samt farvel og tak. De kyndige mente, at vi havde tilbagelagt en distance på ca. 15 km hver af dagene samt klaret en højdeforskel på ca. 700 meter.
Vandreturen 2003 vil sikkert sent blive glemt, og deltagernes benmuskler gjorde garanteret opmærksom på deres eksistens i de efterfølgende dage. Alligevel stor tak til Agnete og co. for Jeres indsats – der bliver noget at mindes i de kommende lange vinteraftner.
PS! Agnete nævnte, at næste års tur vil gå til Emmental med en mere bekvem vandrerute, som alle kan klare!