Den Danske Clubs Vandretur var en personlig udfordring for både Allan og mig. Siden vi flyttede fra Danmark, Roskilde Fjord, og Jans sejlbåd, har Allan tænkt på, hvordan han nu skulle få motion. Det er ikke så let at sejle sejlbåd på Rhinen. I sommers var vi i Berner Oberland i bil og med bjergbane, og Allan fandt ud af, at vandreture i bjergene måske ville være en værdig afløser for sejlbåden på Roskilde Fjord. Så for ham var den årlige vandretur en test af, om han ville kunne lide at vandre.

Jeg brækkede ryggen lige før påske i år, så for mig var Vandreturen en meget stor udfordring. Ville jeg kunne vandre to dage uden, at ryggen gjorde sig til? Det er nu også en del år siden, jeg sidst vandrede. Det var i 1988, hvor min daværende kæreste og jeg tog toget fra København til Kiruna i Nordsverige og gik en tur på en lille uge.

Vandreturen med den Danske Club var nu noget helt andet end vandretur i Nordsverige. På min ferie i 1988 bar vi alt på ryggen; telt, sovepose, mad, toiletpapir, kogegrej, sprit og senere også affald. På denne vandretur skulle vi jo ikke have mad med – der er masse af værtshuse i Jura bjergene, soveposen var heller ikke nødvendig, for vi var booket ind på hotel, og så viste det sig, at vi overhovedet ingenting skulle bære, for Knud kørte med med al bagagen, al maden og alle bajerne.

Vi mødtes i Niederbipp på parkeringspladsen bag Coop Garage. Her parkerede vi bilen og bar bagagen over i Knuds bil. To biler fragtede derefter os alle sammen op til Schwängimatt (1000 m), hvorfra turen kunne begynde. Vi fik udleveret et krus fra Basel-festen og fik at vide, at det skulle vi bruge senere. Det var dejligt vejr, ind imellem skinnede solen, og det var ikke for varmt. Vi gik langs højderyggen på en smal vandresti. Højderyggen er tæt bevokset, men ind imellem var der hul mellem træerne, og vi kunne kikke ned i dalen – ned på Niederbipp og Oberbipp. Jeg havde en fornemmelse af, at det gik rimeligt opad, og ved vores første pause viste det sig at holde stik. Vi fik et krus vin, en ostemad og et krus pebermynte-the på Höllchöpfli (1230 m).

Vi gik videre langs højderyggen til Höchchrüz (1050 m), hvor Agnethe havde lovet os, at der ville være frokost og bjergklatrere. Der var ingen af delene. Måske var det for dårligt vejr for klippeklatrere – eller også lavede de noget andet, men vi så da deres efterladenskaber i form af indhakkede karabinhager og kæder. Frokosten mødte os først i Hint. Hofbergli (1065 m). I øvrigt et fantastisk syn: Knud – med vikingehjelm - havde hængt vores fane op i et træ, han havde tændt bålet, og Jytte og Ueli havde hjulpet ham med at dække bord med sild, rugbrød, rullepølse, leverpostej, hamburgryg, øl og snaps. Hvor blev vi glad for at se dem og frokostbordet.

Efter en god lang frokost – som det sig hør og bør blandt danskere – gik vi videre langs højderyggen. Stien gik nu ikke længere gennem skoven, så der var frit udsyn til lavlandet mellem Jura og Alperne. Det var et meget smukt syn, som vi blandt andet nød fra bænken.

Ved femtiden var vi fremme ved Balmberg (1078 m). Vi skulle overnatte på Kurhaus Balmberg, men vores bagage var endnu ikke ankommet. Det er åbenbart hurtigere at gå langs højderyggen, end det er at køre fra Höchchrüz til Balmberg i bil. Da Knud var kommet med bagagen, og vi var blevet tjekket ind på vores værelser, valgte Allan og jeg at slappe lidt af inden aftensmaden – i øvrigt i et par forbløffende gode senge. Til aftensmad fik vi enten spaghetti med kalkunkødsovs eller rullesteg med kartoffelmos – pulverkartoffelmos; i øvrigt også lidt af en udfordring. Aftenen gik derefter med masser af rødvin og hygge.

Søndag morgen regnede det. Vi begav os alligevel af sted på en times gåtur op-ad-bakke til Weissenstein (1284 m), hvor vi holdt vores første kaffepause. Weissenstein kaldes også for ”Blick in die Schweiz”, og det var ikke svært at forstille sig, hvor flot udsigten er på en klar dag. Denne søndag kunne vi kun se Solothurn, og det var meget flot. Det var meningen, at alle søndagsvandrerne skulle møde os på Weissenstein, men af en eller anden grund var det kun Hans, der mødte op. Måske var det fordi, regnen stod ned i stænger..!

Efter kaffe- og tissepausen gik vi videre mod Hasenmatt, der med sine 1444 m er det højeste punkt i Solothurn. Vi kom forbi Nidleloch, der er indgangen til en hule, der består af 7 km gange og en højdeforskel på 394 m. Man kunne måske forestille sig, at det ville være en god ide at forsætte vandreturen indendørs i en hule, når nu det regnede så meget, men der er, som vi alle ved, ikke noget, der hedder dårligt vejr – kun forkert påklædning. Så vi gik videre mod Hasenmatt. Turen derop var ret anstrengende, dels var det ret koldt, det regnede – som sagt – ret meget, og det gik kraftigt opad. Da vi kom til korsvejen – skulle vi bestige Hasenmatt, eller gå over og spise frokost på Restaurant Alphüsli – hjalp vejret os med beslutningen. Det lå nemlig en stor fed sky på Hasenmatt, så vi skyndte os til Alphüsli og frokosten.

Det var her Allan besluttede sig for, at nu blev udfordringen for stor, så den sidste etape efter frokosten tog han i Knuds bil. Det er meget smart at have en Knud med til at samle frafaldet op, når man er på vandretur. Frokosten var i øvrigt en herlig oplevelse, for maden var traditionel, veltillavet og god. Og der var meget af den. Agnethe bestilte en dessert – en halvportion af den lille udgave af marengs med is og flødeskum, der til trods var så stor, at hun delte den med Christian. Allan kunne heller ikke spise sin svinekotelet, der var skåret efter benet og ikke på båndsav.

Da vi forlod restauranten var regnen blevet til sne. Det var altså lidt koldt, og jeg fortrød et øjeblik, at jeg ikke også havde opgivet udfordringen og var taget med Knud ned. Men det gik over, da vi var kommet igennem skoven og sikkert ned af den høje stigning. Kirsten og Ole havde nemlig lavet ”Sorte Svin”, og vi tømte flasken ”there and then”. Det var også holdt op med at regne, og da vi kom ud af skoven og gik tilbage mod Weissenstein, viste naturen sig fra sin smukkeste side. Skoven begyndte at dampe, og det virkede som om vi gik imellem den ene store skyproducent efter den anden.

Resten af dagen gik med at blive fragtet tilbage til vores biler på deres forskellige parkeringspladser. Det gik der lidt meget tid med, for der var gået lidt ged i organisationen, men det gjorde ikke noget. Vi drak kaffe og kikkede på middagsgæsterne på restauranten ved Oberdorf Station.

Den personlige udfordring blev bestået både for mit vedkommende – ryggen klarede strabadserne uden for meget vrøvl, og Allan fandt en motionsform, som han kunne lide. Vi vil gerne takke arrangørerne for et meget flot stykke arbejde.

Desværre kunne en af arrangørerne – Urs – ikke vandre med. Han blev opereret i foden samtidig med, at vi gik fra Schwängimatt lørdag formiddag. Men vi håber, at han er klar igen til næste år, for det er vi, ligegyldigt hvordan vejret arter sig!!!

Vandreturen weekenden d. 15./16. september 2001

Af Karin Gmünder-Schou

”Der var en, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på...”

Som tiden nærmede sig, måtte den ene efter den anden, fra de ellers tilmeldte personer, melde fra af forskellige grunde. Størst var nok vores overraskelse fredag aften, da Urs (medarrangør!) meddelte, at han havde haft et uheld, hvor achillessenen på venstre fod var sprunget og at han skulle opereres lørdag morgen.

Nå, men den hårde kerne på 10 personer, bemærk mest damer!, mødte op lørdag morgen i Niederbipp, hvor også Knud ventede. Han havde lovet at transportere vores bagage til Kurhaus Balmberg, hvor vi skulle overnatte. Iøvrigt kunne vi på hele turen hurtigt komme i kontakt med hindanden via mobiltelefoner, så Knud kunne samle op, hvis nogle skulle få trætte ben. Et par biler kørte gruppen op til Schwängimatt, som var udgangspunktet for vandreturen.

Vi var nogenlunde tilfredse med vejret. Ikke strålende solskinsvejr, men det var relativt klart og temperaturen var behagelig til at vandre i. Med lidt god vilje, kunne man endda ane alperne, da vi marcherede på jurakædens bjergryg i retning ad Höchchrüz, hvor Knud ventede med dagens absolutte overraskelse og højdepunkt. På to lange borde var der dækket op med det danske frokostbord. Rugbrød, sild, karrysalat, leverpostej, rullepølse, øl, snaps osv. Det var Agnethes gode idé og vi nød alle frokosten i det grønne.

Efter at have tanket op, var slutspurten, ca. ¼ af dagens etape, overskuelig, men et par stykker havde vist nok fået ømme ben, da vi ved 18 tiden nåede frem til Balmberg, hvor vi skulle overnatte. Vi fik tildelt værelser og mødtes efter en times tid til apéro i restauranten. Det var en ligeså fornøjelig og underholdende aften, som vi kender den, fra tidligere vandreture.

Næste morgen kunne et blik ud ad vinduet ikke give lovning på det bedste vandrevejr. Men vi trodsede regn og endda sne, slog hætten op om ørerne og begav os af sted udi det uvisse. Første pause var Sesselbahnstation Weissenstein. Her er der (i godt vejr!) en fantastisk udsigt hen over Mittelland til alperne, men selv med meget god vilje, kunne vi hverken se Säntis eller Mont Blanc. På grund af dårlig sigt, blev vi enige om ikke at tage turen op om Haselmatte (1444 m og dermed det højeste punkt i det solothurnske Jura), men derimod at gå ad den såkaldte Planetenweg og direkte til bjergrestauranten Althüsli. Her blev vi beværtet med solid schweizisk bondemad, som blev indtaget med stort velbehag ovenpå strabadserne. På turen tilbage til Weissenstein gik snakken så godt, at vi overså skiltet ”Höhenweg”. Vi var nået et godt stykke ned ad vejen til Solothurn, da vi bemærkede det, så der var ikke andet at gøre end tage turen tilbage for at komme tilbage til Weissenstein. Her var der kun en bil til rådighed til 10 personer. Takket være Karianne, blev vi med vores rygsække, en efter en, proppet ind i gartneriets blomsterbil og nåede velbeholdne ned til Restaurant Weberhüsli i Oberdorf, hvor vi tog afsked med Knud og dem, der var blevet „samlet op“ undervejs.

Vi håber, at alle deltagende nød turen. Vi glæder os allerede nu til næste vandretur, så sæt kryds i kalenderen, så snart datoen for næste års tur er fastlagt!

Oktober 2001,
Karin