Besøg hos Swiss

lørdag d. 10. maj 2003.

 

Vi var ikke mindre end 40 voksne og 20 børn, der troppede op denne dag for at få et nærmere kig på flyene i SWISS`s hangar ved lufthavnen i Basel.

Jørgen Orstam, som er Executive Vice-præsident for Teknisk Division i SWISS samt medlem i Den Danske Club, bød os velkommen i kantinen og holdt et mindre foredrag om selve SWISS og ikke mindst om den store krise, de fleste luftfartselskaber er ramt af i dag. SARS, krig, terror og økonomisk afmatning er faktorer, der gør det svært at drive et flyselskab. Rutenettet bliver indskrænket, og fly bliver parkeret på langtidsparkeringspladser og venter på bedre tider. Ak ja... hvem savner ikke Basel-København/retur!!! Herefter var det tid til spørgsmål – og dem var der mange af, så Jørgen fik nok at se til.

Men vi skulle jo videre, så turen gik over til den kæmpemæssige hangar, hvor 4 fly var parkeret til tjek og vedligeholdelse. Vi blev delt i 2 grupper. Rundgang på dansk med Jørgen – og på tysk, hvor en SWISS-medarbejder havde stillet sig til rådighed.

Når man så står dér midt imellem motorer, propeller og adskilte fly, undrer man sig meget over, hvordan pokker det er muligt at have tjek på alle disse dele!!!!
Et kig ind i kabinen på et fly, hvor alle sæder var fjernet og endeløse baner af grønne, gule og roede ledninger dukkede frem!! UTROLIGT.!!!! Jeg kan kun henvise til klubbens hjemmeside, www.danskeclubbasel.ch, hvor vores udsendte fotografer Allan Helt Edlich og Ole Juel har offentliggjort deres billeder fra besøget. De taler vist for sig selv.

Inden det var tid til at sige farvel og tak, havde vi lige mulighed for at se de kæmpemæssige flysimulatorer, som SWISS har to af. De benyttes dagligt i 20 af døgnets 24 timer til uddannelse og træning af piloter. Som privatperson, og for egen regning, er det også muligt at opleve en tur i disse flysimulatorer.

Tilbage er der blot at give Jørgen Orstam et stort tak for at organisere og underholde os denne lørdag eftermiddag hos SWISS.

af Leif Bøgsted.