Nach der Ankunft mit anschliessendem Zimmerverteilen und gemütlichem Apéro wurde der Freitagabend mit einem über dem Kaminfeuer zubereitetem Racletteessen abgerundet. Alles wurde auf Franzosen-Art gemacht, was bedeutete, einmal eine Miniportion Käse, serviert auf einem Teller und zwar ca. alle 20 Minuten. Es wurde individuell unerwartet scharf gewürzt. Daher dauerte das Abendessen ziemlich lange und die Weingläser wurden immer von Neuem aufgefüllt. Gegen 1 Uhr fanden auch die letzten in ihr Hotelzimmer.
Um 8 Uhr am Samstagmorgen gab es das Frühstück und um 9 Uhr machten wir uns auf, um mit der Gondel auf die Piste zu gelangen. Es war einfach traumhaft! Die Schneeverhältnisse waren super und das Wetter konnte nicht besser sein. Wir teilten uns auf in kleine Gruppen je nach unsere Bedürfnisse. Zum Mittagessen trafen sich die Meisten im Restaurant.
Am Nachmittag stieg die Temperatur, daher schmolz der Schnee und stellenweise müssten wir „springen“.
Nach und nach fanden sich alle wieder im Hotel ein, in dem wieder Apéro und Abendessen angesagt war. Diesmal bestand es aus mexikanischen Köstlichkeiten. Das Fleisch wurde auf dem Tischgrill zubereitet und anschliessend in einem Tortilla je nach eigenem Belieben angerichtet und genossen. Danach stand wieder gemütliches Beisammensitzen auf dem Tagesplan.
Herligt med den yngre del af flokken, der – med en „gulerod“ - af Christian Kaiser blev overtalt til i fællesskab at skrive lidt om turen. Det blev vist mest Pia, der forfattede. Selvom de unge taler udmærket dansk alle fire, har de aldrig lært at skrive dansk i skolen, så derfor har vi valgt ikke at oversætte.
Egentlig kunne vi godt tænke at få lidt at vide om, hvordan de syntes om turen – men de svarer gerne med: vi skal helt sikkert med til næste år!!! Det må vel være mening nok!
Tak for både selskab og referat! Kom igen til næste år!
Agnethe
Føljeton
Del 2, Natten:
Som altid, når Knud planlægger et arrangement, var denne weekend håbløst
overtegnet. Det betød at nogle af os måtte overnatte i Gryons næstnærmeste hotel
– le Bois Gentil, ”et knagende godt hotel” i et smukt gammelt træhus med ret
tynde vægge og de knirkendeste gulve siden studenterhyblernes – eller måske
endda jordhulernes tid. Nå skidt, vi skulle jo kun sove der – sammen med et
fodboldhold på kombineret sang- og dansekursus. Heldigvis havde vi haft en
rigtig hård dag på bjerget, vi havde spist og måske også drukket vældig godt om
aftenen, og de unge fyre søgte først kvarter omkring klokken 4 om morgenen, så
der var nul problemer med at sove sig fra husets charme.
Del 3, Søndag:
Aua, det var slet ikke så let at få knoglerne sat rigtigt sammen igen – og da
slet ikke på højkant! – om morgenen. Det føltes som om vi burde have vundet både
abfahrt og storslalom om lørdagen. Tanken om morgenmad hjalp – man bliver sulten
af så megen bjergluft. Også et kig ud af vinduet gjorde det lettere at komme op;
stik mod sædvane ved Knuds ture skinnede solen fra en blå himmel. Altså, ud af
fjerene, pakke, morgenmad, hurtigt hen til morgenappel for at få udleveret
dagkort, som Knud havde stået i kø for at hente til os - og af sted med
kabineliften op i sol og sne. Alle de unge og mange ikke helt så unge kastede
sig ud på de perfekte pister, men jeg var ikke den eneste, der først skulle have
en kop kaffe på terrassen, nyde solen og den fantastiske udsigt fra Les Chaux
(omkring 1800 m oh.) Mägi havde ganske fixt lagt sig en lille fibersprængning
til, Knud kunne jo referere til sin rygskade (han prøvede også den med alderen,
men det tog vi ikke for gode varer); den smarteste undskyldning for ikke at
måtte strabadsere sin dødsforagt kom imidlertid fra Daisy, som havde ladet
hendes skistøvler løbe fulde af vand i nattens løb!
Pisterne kaldte jo alligevel, og de var virkelig perfekte og slet ikke så overfyldte så det blev til et par gemytlige ture med stadige udskiftninger af staben ved ”Stammtisch”, som blev holdt hele dagen. Det er det smarte ved en todagestur – en dag til sport og en dag til hygge og snak.
Når man spørger folk fra hele verden, hvad de finder tiltrækkende ved Welschschweiz er svaret mest noget i retning af: ”den gode blanding af fransk laissez faire og schweizerisk præcision.” Og virkelig! Det første oplevede vi om lørdagen, hvor en ny sessellift stod stille det meste af en time – med det meste af vores hold siddende i den på vej til fælles lunch. Og præcisionen? Om søndagen stod samme lift stille igen, næsten på minuttet samme tid som om lørdagen, men heldigvis ikke præcis så længe som dagen før, så vi nåede vor lunchaftale – efter først at have fotograferet verden og klubmedlemmer sådan lidt fra oven.
Efter frokost blev det til et par ture igen, men solen var hård ved pisterne – temperaturen var vel omkring 6-10° oppe i højderne – og flere og flere af os følte den manglende kondition i benene og resten af kroppen.
Klokken 16 var der aftræden ved dalstationen – sandsynligvis med fælles indtagelse af en eller anden medicin mod skiweekendtræthed og måske endda en sidste fællessang? Mägi og jeg listede os afsted på den lange køretur til Zürich – men vi var enige om at den pragtfulde weekend var rejsen værd. Tak til Knud for den meget perfekte planlægning, valg af sted og af hotel/restaurant. Og for det fantastiske vejr?