Fastelavn 2004 i Riehen

 

På årets første rigtige forårsdag mødtes 21 voksne og 21 børn for at slå katten af tønden i Riehen, og det til trods for den mildt sagt forkerte indbydelse – tilmeldingsemailadressen var forkert og adressen på stedet i Riehen var forkert. Men det lykkedes alligevel en del flot udklædte børn og deres forældre at finde vej.

Vi startede traditionen tro med at lave fastelavnsris, og de blev meget flotte med mange farver og masser af slik. Tønden havde miniclubben malet, og et par fædre havde fået den hængt op udenfor i gården og der kom rigtig gang i løjerne, da ungerne begyndte at konkurrere om at blive kattedronning og kattekonge. Efter rigtig mange bank, gik bunden endelig ud af tønden, og en masse slik faldt ud og et mylder af unger kastede sig over det. Kattedronningen blev meget passende den meget smukke Anna Mühler. Ungerne stillede op i køen igen, sammen med et par voksne. Vi skulle jo også have kåret en kattekonge. Camilla (som jo er lidt en voksen) blev næsten kattekonge da hun slog det meste af tønden i gulvet, men der var heldigvis et par brædder tilbage – hun har trods alt et lidt for stort hoved til kattekronen. Efter ulidelig spænding slog Helena Wael endelig det sidste bræt af tovet og blevet kåret som kattekonge.

Vi spiste boller og drak kaffe mens de voksne stemte om, hvem af ungerne der skulle have præmier for at være bedst udklædte. Det blev Nana Jacobsen – udklædt som dansk landsholdsfodboldspiller – der vandt præmien for børnene under 5 år, og Mathias Bøgsted – udklædt som bager med flot hat og kagerulle – der vandt præmien for børnene over 5 år. Der var præmier til alle ungerne og de tog alle sammen deres nye bolde på snor med ud i gården og legede, inden vi ryddede op og tog hjem.

Det var en herlig dag, og bestyrelsen takker Miniclubben for det fine arrangement.

Af Bente Helt Edlich