Fastelavnsfest d. 18. marts 2001

Af Helle Klejs

Miniclubben havde arrangeret en rigtig dansk fastelavnsfest med alt hvad dertil hører. Pippi, små ænder, klovne, gamle tanter, cowboys og mange andre kom til Riehen – og de havde taget deres forældre med…

Vi startede med at lave fastelavnsris, og de fleste børn fik da også noget af slikket hængt på, før det grådigt blev konsumeret. Så blev der guffet fastelavnsboller, som Mette, Helle, Lotte og Christina havde bagt hjemmefra. Festens egentlige formål var jo at få slået den stakkels kat af tønden. Noget genstridig var den, men der blev slået igennem, og endelig fik Sigurd hul og blev dermed kattedronning. Den sidste pæl skulle også ned og uheldigvis for alle andre børn tog Sigurd også den og blev altså også festens kattekonge!!

De børn der ikke ville danse polka, legede udenfor, mens en del mødre fik sig en svingom – og fik vasket noget tøj, mens de gik rundt om en enebærbusk….

Forældrene stemte derefter om, hvilke børn, der var bedst udklædt i gruppen under fem år (11 børn) og over fem år (4 børn). Det blev Linus (kylling), der løb af med sejren blandt de små, og Johan (Waggis) blandt de store. Der var præmier til kattekonge (og dronning), til bedst udklædte og alle andre børn fik også en lille præmie.

Festen sluttede ved 17-tiden, og efter denne gang (og så længe der er nogen til at arrangere den ) bliver den i årene fremover helt sikkert en tradition i Den danske Club.