Nordisk weekend i Schaffhausen

den 25.-26. oktober 2003

En meget vellykket weekend i Schaffhausen den 25.-26. oktober

Mere end 100 nordiske deltagere mødtes i Schaffhausen i det smukkeske, kolde solskinsvintervejr til et spændende, godt organiseret og afvekslende program.

Det delegerede møde begyndte lørdag kl. 12. Her blev en solid nordisk bestyrelse ny- og genvalgt. Apéroen blev herefter indtaget på Munot-borgen højt over Schaffhausens tage. Her fik vi mulighed for at hilse på hinanden før vi begav os ud på en interessant guidet byrundgang i den smukke gamle by. Efter 1½ time kom vi tilbage nærmest „frosne“ til Hotel Kronenhof, hvor vi var indlogeret.

Senere på eftermiddagen var vi indkaldt til en spændende diskussion. Et panel med repræsentanter fra ambassader, klubber og „Gönner“ ledet af formanden for Nordisk Club Schweiz (NCS), Sven-Erik Gunnervall diskuterede

• betydningen af de nordiske traditioner
• hvilken rolle spiller sproget, anvendes der modersmål eller bliver der i klubberne talt tysk/fransk/italiensk
• hvor vigtig er et nordisk præg på ambassaderne, for klubberne og i nordiske firmaer i Schweiz
• hvad gøres der indenfor nordisk-schweizisk samarbejde
• vil vi i fremtiden bibeholde vore nordiske kultur eller bliver disse kulturer overflødige i internationale sammenhæng.

De øvrige gæster var tillige indbudt til at samtale. Selvom alle måtte anstrenge sig for at forstå både svensk, norsk og dansk, var alle enige om, at vedligeholdelsen og benyttelsen af de nordiske sprog er særdeles betydningsfuldt med forbehold for de forskellige målsætninger grupperingerne har. Med formålet bl.a. at fremme den dansk-schweiziske kultur benytter fx Schweizisk-Dansk Selskab tysk, så alle har mulighed for at forstå hinanden og arrangementerne.

Efter at have anstrengt sig i ca. een time, kunne vi lige nå at få et mini-hvil på hotelværelset før apéroen og efterfølgende middag med underholdning fulgte. Kl. 22 var der organiseret en underholdende og særdeles interessant og „uhyggelig“ „Nachtwächterrundgang“ i byen. Selvfølgelig nåede vi også sluttelig en omgang på hotellets bar, før vi dødtrætte måtte gå til ro.

Søndagen fulgte med en „varm“ og hjertelig gudstjeneste med norsk og svensk præst, musikalsk indslag på cello og fløjte, musik og salmer fra alle tre lande: det var festligt. Weekenden sluttede med et besøg ved „Rheinfall“ og efterfølgende frokost på Schloss Laufen (Rheinfall).

Det var bestemt et vellykket arrangement med en næsten familiær stemning. Husk nu at skrive næste års weekend den 23.-24. oktober 2004 i kalenderen: denne kan virkelig anbefales!

Jeanette Nyffenegger, der var tilstede for at repræsentere Schweizisk-Dansk Selskab, har refereret – redaktionen takker! Kari-Anne Gensetter foruden Agnethe deltog i arrangementet fra Den Danske Club Basel.